Store vinoplevelser
Ved Jesper Hedegaard
Her er muligheden for ekstraordinære oplevelser med smagning af exceptionelle vine, man normalt ikke selv går ud og køber.
Over fem aftener smager vi os gennem enkeltområder og udvalgte temaer fra vinens verden. Ved intens og pædagogisk smagning sideløbende med gennemgang af baggrundshistorier, nyeste trends og sammenhængen mellem druer, vinifikation, jordbund, klima og de enkelte slotte, lærer vi for alvor vinen i glasset at kende.
Grundbegreber som at blive en dygtigere smager, opbevaring af vin, dekantering m.m. gennemgås løbende.
Vi smager nogle af de bedste vine fra områderne (vin for i alt 1400 kr. pr. deltager er inkl. i prisen) normalt fem til seks forskellige pr. gang.
Et eller flere vinglas til eget brug medbringes.
1. Châteauneuf-du-Pape 2015
Pavens nye vin har oplevet vigende interesse i Danmark efter at interessen nærmest eksploderede i perioden 2000-2012. Det er tid til at se på dette spændende distrikt igen med den nye årgang 2015, den bedste siden årgang 2010. Vi smager en række 2015ere og genopfrisker distriktet og dets bedste producenter.
2. Chianti bedre end nogensinde
Toscanas mest kendte distrikt er Chianti, men det står ofte i skyggen af den mere berømte Brunello di Montalcino lavet på samme drue sangiovese. Men god chianti er ofte supergod value for money. Vi smager nogle af de bedste blandt de nyeste og mest interessante årgange.
3. Washington/Oregon
To vinmæssigt spændende stater i USA, der har stået lidt i skyggen af Californien, men laver bedre og bedre vine. Grundet det lidt køligere klima er de mere europæiske i stilen mindre varme og kogte end de californiske. Både rødvinene navnlig på cabernet sauvignon, cabernet franc, syrah og pinot noir og hvidvinene på chardonnay kan være spændende. Vi tager pulsen på topvinene fra disse to stater.
4. Saint-Emilion klassiske og moderne bordeaux-vine
Der sker meget i dette distrikt et af Bordeaux mest klassiske og populære. Klassifikationen bliver ændret hvert 10. år, slotte forfremmes, slotte degraderes, slotte købes og sælges, ofte med dramatiske konsekvenser for vinen (som regel resulterende i bedre kvalitet). Vi gennemgår begrebet garage-vine og smager store vine fra Saint-Emilion i den nye, exceptionelle årgang 2015 såvel som i ældre, store årgange.
5. Schweiziske vine
Et ukendt vinland for de fleste, men schweiziske vine vinder frem i takt med den stigende interesse for lidt mere kølige ikke oversøiske vine. Vi smager en række af landets bedste og mest spændende vine både røde og hvide.
link til arrangement